Hvad er akupunktur?

Udgivet i Ugeskrift for Læger nr.2, d.7.1.2000

I artiklen fra Ugeskrift for Læger nr.2, d.7.1.2000, er der her tilføjet forklaringer på de latinske, faglige udtryk, oftest i parentes.

Akupunktur, acus punctura, hedder på kinesisk chen-chiu, hvilket betyder stikke og varme. I Kina har man helt fra oldtiden anvendt en behandlingsmetode, der bestod i at perforere huden på ganske bestemte små områder med en nål eller at påvirke områderne med varmen fra gløden af en bestemt, tørret urt, artemisia vulgaris.
Disse små hudområder, kaldet akupunkturpunkter, ligger spredt over hele kroppen, og de har en helt veldefineret anatomisk beliggenhed. Akupunkturpunkterne er forbundet med nogle såkaldte energikanaler, i Vesten oversat til meridianer, en slags ledningsbaner, der danner et kredsløb. I dette kredsløb går der et flow af, hvad kineserne kalder qi-energi.
I dette flow ligger akupunkturpunkterne som relæer, der regulerer strømmen af qi-energi, og denne strøm kan så påvirkes ved mekanisk indstik eller med varmepåvirkning af akupunkturpunkterne. Hvordan man for 2-3000 år siden i Kina fandt frem til disse specifikke steder på kroppen og til hele det kanalsystem, der forbinder dem, er en gåde.
Men punkterne har i dag kunnet verificeres ved elektriske målinger som specifikke hudområder, idet der er målt mindre elektrisk modstand på et akupunkturpunkt end på den omliggende hud. Desuden har man mikroskopisk konstateret flere frie nerveender i og omkring akupunkturpunkterne.
Hvad angår meridianernes eksistens, er der nu foretaget nogle forsøg, hvor man har injiceret radioaktivt stof i et akupunkturpunkt og så registreret en spredning af det radioaktive stof svarende til meridianens forløb. Disse forsøg er dog ikke fuldgyldigt bekræftet.
Selve virkningen af akupunktur har man verificeret bl.a. ved at have målt en stigning af endorfinkoncentrationen (kroppens egne morfinstoffer)i blodet efter akupunkturstimulation. Hvis man inden akupunkturstimulationen lagde en analgesi (lokalbedøvelse) svarende til de perifere nerver proximalt for akupunkturpunkterne(nærmere nerverødderne), kom der ingen ændring af endorfinspejlet(kroppens egne morfinstoffer).
Ved en anden undersøgelse har man på 12 forsøgspersoner stimuleret de akupunkturpunkter på foden, der ifølge den gamle kinesiske akupunkturmodel specielt skulle påvirke øjnene, og man har så via en MR-scanner konstateret, at der samtidig kom aktivitet i den del af cortex(hjernen), der har med synet at gøre. Ved stimulation af andre akupunkturpunkter i samme forsøg kom der ingen respons i hjernens visuelle område.
Tilsvarende forsøg blev foretaget med akupunkturpunkter, der efter klassisk akupunktur har med hørelsen at gøre. Ligeledes blev der her konstateret en respons i hjernen kun svarende til det auditive corticale center, altså de områder af hjernen, der har med hørelsen at gøre.
Om akupunktur så beror på en ren nervøs mekanisme, altså ved hjælp af nervetråde, via endnu ikke kortlagte reflekser er et spørgsmål.
Til gengæld foreligger der, også her i Europa, i dag et stort klinisk bevismateriale, hvor læger i deres daglige konsultation ved syn for sagn har erfaret akupunkturens effekt udover, hvad man som læge vil opfatte som placebo. Selvom disse iagttagelser jo ikke er akcepteret videnskabeligt bevismateriale, har disse kliniske iagttagelser medført, at adskillige læger i dag anvender akupunktur.
Spørger man imidlertid en kinesisk, klassisk uddannet akupunkturlæge, hvorfor og hvordan akupunktur virker, får man en ret sikker forklaring.
Men denne forklaring er baseret på en ganske anden opfattelse og andre registreringer af det menneskelige legemes funktioner og dysfunktioner, end vi er vant til efter vestlig koncept.
Ifølge den klassiske akupunktur er alt levende integreret i det omgivende miljø, naturen, kosmos, og det gælder altså også det menneskelige legeme og dets funktioner. De rytmer og svingninger, der er naturens, afspejles i levende væv og danner et mikrokosmos i forhold til makrokosmos.
Man har i det gamle Kina opfattet naturens kræfter i form af 2 varianter med forskellig reaktionshastighed, en hurtig og spredende, der kaldes yang, og en langsom og samlende, der kaldes yin.
Disse 2 kræfter ytrer sig som henholdsvis sommer og vinter, varme og kulde, damp og is, alternerende i en fortsat cyklus. Man taler således i akupunkturen om varme-og kuldepunkter, der respektivt øger og mindsker reaktionshastigheden i forskellige områder i organismen. Man overfører i praksis til det menneskelige legeme, hvad man har iagttaget i naturen.
Akupunkturlærens nøgleord er balance, harmoni mellem yin og yang.
Dette udmønter sig i en model, en arbejdsskitse over kroppen og dens funktioner, som det beskrives i de kinesiske lærebøger i akupunktur. Man taler her om yin- og yangakupunkturpunkter og yin - og yangenergikanaler, man taler om et kredsløb af qi-energi, og man taler om, hvorledes de forskellige reaktionshastigheder skal være i indbyrdes balance , for at organismen kan trives optimalt.
Kommer der forskydninger i denne balance ved for stærke eksterne eller interne påvirkninger, udvikles der sygdom, og hele akupunkturterapien drejer sig om at få neutraliseret disse påvirkninger og få retableret den naturlige balance.
I det gamle Kina blev de kinesiske lægers patienter forebyggende behandlet 2 gange om året, ved skiftet mellem yin og yang, altså forår og efterår, så man sikrede sig, at kroppens yin-yang balance fulgte naturens rytmer.
Slår man op i en kinesisk lærebog i akupunktur oversat til et europæisk sprog, vil man derfor som vestlig uddannet læge i høj grad studse over beskrivelsen af det menneskelige legemes funktioner og den nomenklatur, som beskrivelsen benytter sig af. Anatomiske organbetegnelser bruges i sammenhænge, der virker helt groteske, hvor f.eks. leveren sættes i funktionel direkte forbindelse med øjnene, tyndtarmen med hjertet, viljen med nyrerne etc. Går man imidlertid dybere ind i systemet og koderne, forstår man, at disse beskrivelser jo ikke skal tages bogstaveligt lige så lidt som man ifølge vestlige lærebøger udfra formlen H2O venter at se H-er, 2-taller og O-er svømme rundt i et glas vand.
Den kinesiske akupunktur har en arbejdsskitse, hvor man beskriver en række forskellige funktionsmekanismer og reaktionsmønstre udfra yin-yang begreberne, og disse funktioner giver man anatomiske organnavne. Når man som vestlig læge skal sætte sig ind i akupunktur, må man derfor opfatte disse beskrivelser som en model med tilhørende brugsanvisning, og de forskellige funktionsbeskrivelser som koder til at genoprette en balance og til at behandle en række syndromer, som forskellige ubalancer har skabt.
Vi står faktisk overfor en viden om menneske (og dyre-) kroppen, som er baseret på århundreders kliniske erfaringer, og man behøver som vestlig uddannet læge hverken at være taoist eller gå ind for en anden, ikke-naturvidenskabelig verdensanskuelse for at kunne anvende akupunktur. Man skal blot benytte sig af de koder til kroppens funktioner og dysfunktioner, som er fremstået på baggrund af en for os fremmed begrebsverden og et enormt klinisk erfaringsmateriale. Naturligvis forsøger vi som vestlige akupunkturlæger at relatere patienternes syndromer til kendte, kliniske sammenhænge fra vestlig, lægelig viden, hvilket indebærer en vurdering af, om patienten i det hele taget med rimelighed skal behandles med akupunktur. Men er akupunktur indiceret, må man "tænke kinesisk" og gå ind i denne for os fremmede terapeutiske arbejdsskitse og begrebsverden, som akupunkturen er baseret på, for at kunne behandle optimalt.
Således vil en akupunkturdiagnose være helt forskellig fra en vestlig diagnose, og 2 patienter med samme vestlige diagnose skal ofte behandles med forskellige akupunkturpunkter.
Der findes således ifølge klassisk akupunktur ingen standardbehandlinger, det er hver gang ifølge akupunkturens koncept en individuel behandling.
Når akupunkturlægen på forskellig måde, blandt andet ved en udvidet og noget anderledes anamnese har konstateret, hvilke "energetiske funktioner", der er forskudt og ude af takt, stimuleres de akupunkturpunkter, der ifølge akupunkturens arbejdsskitse og model har indflydelse på netop denne forskydning.
Da akupunktur således er en individuel behandlingsform medfører dette, at det er svært at gennemføre naturvidenskabelige undersøgelser efter moderne forskningsprincipper. Naturvidenskabelige undersøgelser er jo standardiserede, således at patienter med samme vestlige diagnose skal behandles med de samme kombinationer af akupunkturpunkter.
Under alle omstændigheder er der gennemført en række naturvidenskabelige undersøgelser, som i mange tilfælde alligevel har kunnet bekræfte akupunkturens virkning, selvom præmisserne efter akupunkturens tankegang ikke er fuldgyldige.

Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur blev stiftet for 25 år siden, har nu ca. 800 danske læger som medlemmer, og Selskabet blev for en del år siden optaget i Dansk Medicinsk Selskab.
Fra 1980 har Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur etableret kurser for læger i akupunktur med en kursusplan på 120 timers grundundervisning. Til dato har ca. 120 læger gennemført denne undervisning.
Samtidig hermed har en halv snes danske læger gennemgået den store diplomuddannelse i akupunktur i Kina.
At det er læger, som skal udføre akupunktur her i landet er fastslået ved en højesteretsdom i l978, hvor akupunktur principielt blev sidestillet med et kirurgisk indgreb. Det har bl.a. medført, at man på blodbankerne på grund af smitterisiko giver et års karantæne til de bloddonorer, som har fået akupunktur af en ikke-læge. Hvilke indikationer er der for som læge her i landet at bruge akupunktur?
Først og fremmest må det slås fast, at akupunktur er en supplerende behandling, når den gængse skolemedicin ikke er terapeutisk tilstrækkelig.
Gennem årene har det oftest drejet sig om patienter med hovedpine, migræne, allergier, funktionelle fordøjelsessymptomer, kroniske bihulebetændelser, visse kredsløbsforstyrrelser, en række fysiurgiske lidelser, eczemer, samt patienter med ukarakteristiske syndromer, der ikke passer i en diagnoseliste, men hvor så evt. en akupunkturdiagnose kan stilles.
I hospitalsregi kan man tænke sig akupunktur anvendt ved postoperative smerter,altså smerter efter en operation, kvalme efter kemoterapi, under rehabiliteringsbehandling af patienter med følger efter et cerebralt insult (hjerneblødning eller blodprop i hjernen), og ved fødsler (ve-stimulerende, smertestillende).
I øvrigt har WHO for mange år siden udarbejdet en liste over de sygdomme, hvor akupunktur med rimelighed kan forsøges.
Udover terapeutisk virker akupunktur forebyggende og sundhedsbevarende.
Akupunktur kan også fjerne den fysiske trang til at ryge.
Selve akupunkturbehandlingen, indstikket, skal naturligvis foregå sterilt med eengangsnåle og udføres af en læge med efteruddannelse i akupunktur.
Teknisk indføres nålen, der i dag er af rustfrit stål, gennem huden i en bestemt dybde for hvert punkt, og nålens retning afhænger af, om man skal øge eller sænke reaktionshastigheden af qi i meridianen, eventuelt kan nålen indføres vertikalt til en neutral stimulation.
Normalt stimuleres der kun med 2-6 nåle ved hver akupunkturbehandling. Selve indstikket gør sjældent særligt ondt, men nålen skal manipuleres således, at der fremkommer en såkaldt nålefornemmelse, en let paræstesi, som eventuelt breder sig svarende til meridianens forløb, nogle gange i en hel extremitets (kropsdels)længde. En akupunkturbehandling tager normalt 30-45 minutter. Mange læger har været skeptiske hvad angår virkningen af akupunktur. Der mangler naturvidenskabelig dokumentation, og akupunkturens arbejdsskitse, dens model og akupunkturbegreberne virker for usandsynlige.
Det, der imidlertid overbeviser om, at der under alle omstændigheder må være en effekt, er akupunkturbedøvelsen, hvor man f.eks. i Kina kan være vidne til , at en thoracotomi bliver udført med et par akupunkturnåle som eneste bedøvelse, bortset fra lidt præmedicinering.
Akupunktur er en behandlingsform, der stort set er bivirkningsfri, når den udføres af læger. Metoden er billig, og - først og fremmest - kan mange Sorte-Per patienter hjælpes med akupunktur.

Referencer: Lærebog i Akupunktur, Ole Dahl, Johannes Fossgreen, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2.udgave 1992.
Chinese Acupuncture and Moxibustion, Foreign Languages Press, Beijing l987.